En fantastisk fest for tweens

Det er igen blevet september og dermed tid til at fejre min datters fødselsdag.

Clara blev d. 16. september 12 år, men det var først forrige weekend, at det passede at holde fest for pigerne i klassen. Vi havde vanen tro valgt at holde temafest, men hvad pokker gør man når pigerne pludselig er for store til søde små indslag og nuttet pynt og i stedet ønsker en cool fest, med alderssvarende underholdning?

Når man er 12 år, leger man ikke længere ved du nok – ”man hænger ud”… eller ”er sammen”- så undgå for guds skyld mor fælden, hvor pigebørnene krumme tæer af bare flovhed over din uvidenhed og oldnordiske tilgang til det danske sprog.

Svaret er enkelt… man holder selvfølgelig en rigtigt teenagefest, men med modifikationer, så den er aldersvarende. Der er nemlig ingen grund til at holde en ”voksen fest” med diskotek og alkoholfri bar, hvis du spørger mig – den slags bliver der masser af tid til de kommende år.

Valget faldt derfor på et Carnival Party. Et cool retro tema, hvor der stadig er plads til lyserød candyfloss, sjove aktiviteter og masser af pige hygge

Mange gæster på lidt plads

Vi bor i et lille pandekagehus, i en forstad til Aalborg. Så hvad gør man når der er inviteret 15 skønne vildbasser, som både skal spise og have plads til at slå sig løs og huset ikke ligefrem er gigantisk?

Vi har før, med stor succes, hjulpet festen lidt på vej ved at bruge en havepavillon. Det var da også meningen at vi ville genbruge tricket ved lørdagens fødselsdag. Planen var nemlig at lave ”drive in” stemning i baghaven med film på husmuren og massevis af madrasser, puder, tæpper og soveposer, så pigerne kunne sidde i havepavillonen og hygge mens de så film…. Men vejrguderne havde under ingen omstændigheder tænkt sig at samarbejde, for både dagen inden og på selve dagen blæste og regnede det. Vi var derfor i ellevte time nødt til at sadle om og finde frem til en plan B.

Men hvad gør man så når der er 7 timer til gæsterne kommer?!? Vi skyndte os ud og købte lidt forskelligt som kunne bruges til indendørs aktiviteter og som vi kunne blande med det allerede planlagte.

Resultatet blev forskellige aktiviteter spredt over hele huset. I stuen kunne man spille flamingo ring spil, ovenpå var der cola-pong (en børnevenlig variation af beer pong). På brormands værelse var der Piñata og sidst men ikke mindst kunne man pynte de skønneste cupcakes.

Selvom vejret var for dårligt til bio i det fri, skulle pigerne alligevel ikke snydes. Derfor dækkede vi stuegulvet med madrasser og puder og mens de unge damer slængede sig, blev der naturligvis serveret popcorn og goodiebags fyldt med masser af biograf slik.

På trods af panik følelse og diverse frustrationer over det dårlige vejr, endte det med at blive en rigtigt hyggelig aften. Pigerne var glade og tilfredse og så kan man da ikke bede om mere <3

De kærligste hilsner
Tina

BRUG PILENE OG SE DE MANGE FINE BILLEDER FRA DAGEN