2018 nærmer sig sin afslutning og der er lagt op til et brag af en fest, når søde Christina deler sin bedste opskrift på den perfekte kransekage til nytårsfesten.

Christina er værd at tage et kig på, for ud over at hun gør en dyd ud af at bage med sine 4 årige tvillinger, står hun også bag de gennemført inspirerende insta profiler: @kagetilkaffen og @madpakkefabrikken.

Med de ord overlader bloggen til Christina

Hej med jer,

Mit navn er Christina og jeg elsker at bage og kreere forskellige søde lækkerier.

Jeg bager en del sammen med mine tvillinger på 4 år. Du er velkommen til at følge vores bageeventyr på min instagram profil @kagertilkaffen. Derudover kan du altid finde mange opskrifter og masser af inspiration på www.kagertilkaffen.dk.

Både på bloggen og på instagram, forsøger jeg at vise hvor nemt, rodet, kaotisk og ikke mindst sjovt det er at have børnene med i køkkenet. De fleste af mine, seneste, opskrifter er meget børnevenlige. De er både udfordrende og lærerige for børn i alle aldre.

Udover at være en kagebagende mor, er jeg igang med at tage min kandidatgrad i Fødevarevidenskab på KU.

Nu hvor årets sidste dag nærmer sig, er det vel på sin plads at dele min bedste opskrift på kransekage. Du kan forme kransekagen som du ønsker – også som et traditionelt nytårs kransekagetårn.

Herunder kan du se det kransekagehjerte jeg lavede i forbindelse med mors dag.

Som en tommelfingerregel, beregner man 40-50 g færdig kransekagemasse pr. pers. når der skal være fest.

God fornøjelse
Christina

Kransekage

Kransekage – 2 store hjerter – 8-10 pers

  • 250 g marcipan – Jeg bruger Kranse XX (det hedder det faktisk) eller bage marcipan fra Odense
  • 125 g sukker
  • 30 g æggehvide

Kransekage stykker – ca. 15 stykker

  • 125 g marcipan – Igen bruger jeg kranse XX eller bage marcipan fra Odense
  • 65 g sukker
  • 30 g æggehvide

Pynt

  • Cocktailbær og/eller nødder til at pynte kransekage stykkerne med
  • Chokolade til at dyppe bunden i – kan undlades

Sprøjte glasur

  • Flormelis
  • Æggehvide

Fremgangsmåde
Kransekage masse
Fremgangsmåden er den samme til både kransekage hjertet og stykkerne. Bare husk at der skal anvendes mere æggehvide til kransekagestykkerne.

Kom sukker og æggehvide i en skål, bland det godt sammen og lad det stå i ca. 1 time.
Tilsæt marcipanen og ælt det hele godt sammen, der må IKKE være nogle klumper.
På billedet herunder ser du hvordan massen ser ud, når du laver hjertet.

Du kan med fordel blande din kransekagemasse dagen før den skal bruges. På den måde er det meste sukker opløst og vil derfor ikke knase i den færdigbagte kransekage.
Du kan opbevare din kransekagemasse i køleskabet i op til to uger.

Kransekage hjerte

Del dejen i fire lige store dele og rul dem ud i 28-30 cm lange pølser. Med din håndflade trykkes pølsen trekantet/dråbeformet i en 45˚ vinkel. Stil trekanten op og form hjerterne ved at krumme den flade side (den der var ned mod bordpladen) ind mod sig selv. Form hjerterne ved at samle to trekantede pølser. Du kan lime enderne sammen med lidt æggehvide, og efterfølgende give dem et lille klem. For at hjerterne bliver ens kan du tegne en skabelon på et stykke bagepapir og samle hjerterne ovenpå.
Med bagsiden af en bageplade trykkes toppen forsigtigt lidt flade, så er de nemmere at stable bagefter.

Bag din kransekage ved 220˚C i ca. 10 min til de er lysebrune. Brug dobbeltplade hvis der er meget undervarme i ovnen.

Kransekagestykker

Den bløde kransekagemasse kommes i en sprøjtepose med en stjerne- eller swirltyl. Sprøjt massen ud i små ”swirls” og pynt med cocktailbær eller nødder. 
De skal bages på samme måde som hjertet. 

Sprøjteglasur
Bland flormelis og æggehvide i sådan et forhold, at der dannes små toppe i glasuren når du pisker. Dæk glasuren til med et vådt klæde, når du ikke bruger af det. Kom glasuren i en cornette/kræmmerhus og sprøjt glasuren på din kolde kransekage.

TIP: Når du stabler kransekagen, som fx i en top til nytår, så sprøjt glasur på den nederste ring først. Kom et tyndt lag glasur ovenpå toppen (bare en tynd glasur streg) inden du forsigtigt kommer næste ring ovenpå. Den næste ring skal først sprøjtes med glasur nu. På den måde undgår du at ødelægge glasuren ved at fumle for meget rundt med ringene.

Fyld kransekage hjertet op med kransekage stykker, fyldte chokolader, chokolade overtrukne jordbær eller hvad du har lyst til.

Godt nytår

Ønskes du af Christina & Detvier !