Vores helt egen hus-skribent Sabine, aka @squeaky.lean har afholdt det sejeste Dino Party for sin søn Noah, i forbindelse med hans 6 års fødselsdag.

I samme forbindelse kastede hun sig vanen tro ud i sjove opskrifter og hun er heldigvis villig til at dele med alle os andre 🙂

Fossilsmåkager

Opskrift til ca. 40 småkager.

Min søn elsker småkager og varme smage, så derfor var det oplagt for os, at lave de sjove dinosaurfossiler af en lækker kanelsmåkagedej. Hvis kanel ikke er noget for dig og din familie, kan du med fordel udskifte opskriften med en helt almindelig  vanille-, eller chokoladesmåkagedej!

Her er min opskrift på fossilsmåkager, som både smager og ser dino-tastiske ud!

Det skal du bruge:

  • 250g hvedemel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 1/2 tsk kanel
  • 125g sukker (eller brun farin)
  • 185g koldt smør
  • Et par legetøjsdinosaurer (til pynt)

Sådan gør du:

Bland alle ingredienser (med undtagelse af dinosaurer!) i en røremaskine eller foodprocessor. Rør forsigtigt indtil massens konsistens minder om sand, og skru herefter op for hastigheden. Når dejen har samlet sig, slukker du for foodprocessor/røremaskine. Hvis du har gode muller, kan du også bruge håndkraft til det her!

Dejen ruller du til en pølse med en diameter på ca. 5-7cm. Den skal pakkes ind i film, eller en frysepose, og så en tur i køleskabet i min. 4 timer. Dejen kan holde sig i køleskabet i godt 48 timer–så du kan med fordel lade den ligge på køl.

Når dejen er helt nedkølet, og fast, skæres den i tynde skiver. Max. 5mm! Og nu kan ungerne være med. Find deres yndlings legetøjsdinosaurer frem og pres deres fødder, haler eller hoveder blidt ned i dine ubagte småkager. Så det ligner fossiler!

Nu skal småkagerne på køl, i omkring 20 minutter, og herefter bages i en forvarmet ovn. 200 grader i 10-12 minutter. Hold øje med, at de ikke bliver for mørke!

Hvis du ikke får kølet dine småkager længe nok, inden de kommer i ovnen, kommer dine fossiler til at flyde lidt ud. Men frygt ikke! Hvis du endnu engang laver dinosaur-aftryk imens småkagerne stadig er varme, vil du alligevel have fine fossilsmåkager at vise frem til ungernes fest.

Og så er det med at spise dem på rigtig dinosaur-maner! Haps!

Vil du også holde Dino Fest – så kan du læse mere lige her: