1- 2 leveringsdage

De sejeste fossilsmåkager til Dino festen.

Vores helt egen hus-skribent Sabine, aka @squeaky.lean har afholdt det sejeste Dino Party for sin søn Noah, i forbindelse med hans 6 års fødselsdag.

I samme forbindelse kastede hun sig vanen tro ud i sjove opskrifter og hun er heldigvis villig til at dele med alle os andre 🙂

Fossilsmåkager

Opskrift til ca. 40 småkager.

Min søn elsker småkager og varme smage, så derfor var det oplagt for os, at lave de sjove dinosaurfossiler af en lækker kanelsmåkagedej. Hvis kanel ikke er noget for dig og din familie, kan du med fordel udskifte opskriften med en helt almindelig  vanille-, eller chokoladesmåkagedej!

Her er min opskrift på fossilsmåkager, som både smager og ser dino-tastiske ud!

Det skal du bruge:

  • 250g hvedemel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 1/2 tsk kanel
  • 125g sukker (eller brun farin)
  • 185g koldt smør
  • Et par legetøjsdinosaurer (til pynt)

Sådan gør du:

Bland alle ingredienser (med undtagelse af dinosaurer!) i en røremaskine eller foodprocessor. Rør forsigtigt indtil massens konsistens minder om sand, og skru herefter op for hastigheden. Når dejen har samlet sig, slukker du for foodprocessor/røremaskine. Hvis du har gode muller, kan du også bruge håndkraft til det her!

Dejen ruller du til en pølse med en diameter på ca. 5-7cm. Den skal pakkes ind i film, eller en frysepose, og så en tur i køleskabet i min. 4 timer. Dejen kan holde sig i køleskabet i godt 48 timer–så du kan med fordel lade den ligge på køl.

Når dejen er helt nedkølet, og fast, skæres den i tynde skiver. Max. 5mm! Og nu kan ungerne være med. Find deres yndlings legetøjsdinosaurer frem og pres deres fødder, haler eller hoveder blidt ned i dine ubagte småkager. Så det ligner fossiler!

Nu skal småkagerne på køl, i omkring 20 minutter, og herefter bages i en forvarmet ovn. 200 grader i 10-12 minutter. Hold øje med, at de ikke bliver for mørke!

Hvis du ikke får kølet dine småkager længe nok, inden de kommer i ovnen, kommer dine fossiler til at flyde lidt ud. Men frygt ikke! Hvis du endnu engang laver dinosaur-aftryk imens småkagerne stadig er varme, vil du alligevel have fine fossilsmåkager at vise frem til ungernes fest.

Og så er det med at spise dem på rigtig dinosaur-maner! Haps!

Vil du også holde Dino Fest – så kan du læse mere lige her:

Fastelavn er mit Navn…

Endnu en gang har Stine Carlsen brilleret i køkkenet. Denne gang har hun lavet lækre fastelavnsboller og sød som hun er, har hun valgt at dele opskriften med os. 

God fastelavn på søndag og velbekomme!

Mange glade weekendhilsner
Tina & Natasja

Pssst: Tjek lige Stines Instagram profil @stinercarlsen Hun laver de fineste kager og der er bare SÅ meget inspiration at finde derinde. 

 

Lækre Fastelavnsboller

Lækre Fastelavnsboller

Gode gammeldags fastelavnsboller. Det kan man glæde sig til længe, før fastelavn nærmer sig. Tricket er at finde en dej, der kan holde fyldet inde, og det kan den her. Der er faktisk både plads til creme, marcipan og chokolade, så det kan vel ikke blive bedre.
Og skulle man få lyst til at variere sit fyld, smager det også fantastisk med nougat,
karamel, marmelade eller pistaciemasse.

DEJ

  • 200 g smør
  • 1 1/2 dl kærnemælk (alm. mælk kan også bruges)
  • 50 g gær
  • 400 g hvedemel
  • 1 knsp salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg

Smelt smørret og hæld mælken i. Rør gæren ud i smør/mælkeblandingen, når den er fingervarm. Tilsæt resten af ingredienserne og rør dejen med en ske. I starten virker dejen meget våd. Dejen skal ikke æltes. Lad dejen hæve 30 min.

KAGECREME

  • 2 æggeblommer
  • 3 dl sødmælk
  • 2 spsk sukker
  • 1 vanillestang
  • 1 1/2 spsk maizena majsstivelse

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Kom alle ingredienserne i en gryde og kog cremen ved middel varme i ca. et minut. Du skal piske konstant.

SAMLING

100 g marcipan

100 g mørk chokolade

200 g flormelis

30 g kakaopulver

Lidt vand

Rul dejen ud til ca. 0,5-1 cm tykkelse, brug en del mel, så du er sikker på, at dejen ikke sidder fast i bordet. Skær dejen i kvadrater, der ca. er 10×10 cm. Læg en klat kagecreme, en skive marcipan og lidt hakket chokolade på hver kvadrat. Saml hjørnerne af kvadratet og tryk dejen godt sammen, så fyldet ikke kan løbe ud. Vend samlingen nedad. Lad fastelavnsbollerne efterhæve i 30 min. Bages ved 200 grader (ikke varmluft) i 20 min. Når fastelavnsbollerne er kølet af, kan de pyntes med glasur, rørt af flormelis, kakaopulver og vand.

Pink Popcorn

Så er det endelig weekend – Jubii 

Hvad skal I lave? 
Tina har lovet børnene at de skal prøve de her lækre popcorn, som Sabine fra Squeaky.lean , har sendt os den lækreste opskrift på.

Mums siger vi bare og giver ordet videre til Sabine <3 

– Natasja og Tina

“Pink Popcorn”, “unicorn”, “Popcorn vedt i farverige skumfiduser”… Ja kært barn har mange navne – Måske du kan finde på et bedre?

“Pink Popcorn”, “unicorn”, “Popcorn vedt i farverige skumfiduser”… Ja kært barn har mange navne – Måske du kan finde på et bedre?

“Pink Popcorn”, “unicorn”, “Popcorn vedt i farverige skumfiduser”… Ja kært barn har mange navne – Måske du kan finde på et bedre?

Denne lækre opskrift passer sig til enhver festlig lejlighed. Mødes feerne, enhjørningerne eller måske havfruerne? Eller er det alle venner og veninder der kommer over til en aften med masser af gode film og hygge? Disse søde popcorn er en lækker og nem snack, både til at tage med, men også til at hygge med derhjemme. Nyd den fortryllende opskrift!

DET SKAL DU BRUGE:

– til ca. 5-10 portioner

  • 50g popcorn, letsaltede
  • 250g mini skumfiduser
  • 3 spsk smør
  • Frugtfarve efter eget valg (jeg har valgt lyserød—men lilla og lyseblå er også godt!)
  • 5-10 æsker, cupcakeforme eller lignende (til at fordele dine Unicorn i portioner)

SÅDAN GØR DU:

– til ca. 5-10 portioner

Begynd med at poppe 50g popcorn—eller åbn posen med popcorn, hvis du har købt dem poppet—og salt dem. Fordelen ved at poppe dem selv, er at det sluttelige resultat bliver mere sprødt og lækkert. Lad ungerne være med til at poppe popcornene—det er den sjoveste del for dem! Stil dine popcorn til side og begynd på din skumfidusmasse.

Sæt en stor gryde på komfuret, og smelt dit smør ved middelvarme. Når smørret er smeltet, tilføjer du dine skumfiduser (marshmallows) og rører i gryden til begge dele smelter sammen. Pas godt på fingrene! Kogende sukker er ikke noget at spøge med.

Rør hurtigt den valgte farve i sukkermassen. Jo længere den står på komfuret, desto sejere bliver den at arbejde med. Vend nu dine popcorn i massen, lidt efter lidt. Tag gryden af komfuret så snart du er færdig, og hæld din popcornmasse op i en skål eller fad, smurt med olie.

Lad dine popcorn køle af i 10-15 minutter, før du begynder at forme dem. Hvis de stadig er for varme til, at du kan røre ved dem, så vent 5 minutter endnu. Men ikke alt for længe! De kan kun formes pænt imens de stadig er varme.

Nu kan du vælge hvordan du gerne vil forme dine Unicorn bidder. Du kan vælge at trykke massen flad, i en bradepande, sætte dem i køleskabet og skære dem ud i snitter, som du kan pynte til du segner. Du kan trille dem til kugler på størrelse med en tekop. Eller du kan brække dem ud i stykker på størrelse med 5-kroner og komme dem i søde æsker—perfekte til børnefødselsdag, babyshower, movie night eller en tøseaften af den lækre slags!

Velbekomme!

    Skyd nytåret i gang med et festfyrværkeri af en kransekage

    2018 nærmer sig sin afslutning og der er lagt op til et brag af en fest, når søde Christina deler sin bedste opskrift på den perfekte kransekage til nytårsfesten.

    Christina er værd at tage et kig på, for ud over at hun gør en dyd ud af at bage med sine 4 årige tvillinger, står hun også bag de gennemført inspirerende insta profiler: @kagetilkaffen og @madpakkefabrikken.

    Med de ord overlader bloggen til Christina

    Hej med jer,

    Mit navn er Christina og jeg elsker at bage og kreere forskellige søde lækkerier.

    Jeg bager en del sammen med mine tvillinger på 4 år. Du er velkommen til at følge vores bageeventyr på min instagram profil @kagertilkaffen. Derudover kan du altid finde mange opskrifter og masser af inspiration på www.kagertilkaffen.dk.

    Både på bloggen og på instagram, forsøger jeg at vise hvor nemt, rodet, kaotisk og ikke mindst sjovt det er at have børnene med i køkkenet. De fleste af mine, seneste, opskrifter er meget børnevenlige. De er både udfordrende og lærerige for børn i alle aldre.

    Udover at være en kagebagende mor, er jeg igang med at tage min kandidatgrad i Fødevarevidenskab på KU.

    Nu hvor årets sidste dag nærmer sig, er det vel på sin plads at dele min bedste opskrift på kransekage. Du kan forme kransekagen som du ønsker – også som et traditionelt nytårs kransekagetårn.

    Herunder kan du se det kransekagehjerte jeg lavede i forbindelse med mors dag.

    Som en tommelfingerregel, beregner man 40-50 g færdig kransekagemasse pr. pers. når der skal være fest.

    God fornøjelse
    Christina

    Kransekage

    Kransekage – 2 store hjerter – 8-10 pers

    • 250 g marcipan – Jeg bruger Kranse XX (det hedder det faktisk) eller bage marcipan fra Odense
    • 125 g sukker
    • 30 g æggehvide

    Kransekage stykker – ca. 15 stykker

    • 125 g marcipan – Igen bruger jeg kranse XX eller bage marcipan fra Odense
    • 65 g sukker
    • 30 g æggehvide

    Pynt

    • Cocktailbær og/eller nødder til at pynte kransekage stykkerne med
    • Chokolade til at dyppe bunden i – kan undlades

    Sprøjte glasur

    • Flormelis
    • Æggehvide

    Fremgangsmåde
    Kransekage masse
    Fremgangsmåden er den samme til både kransekage hjertet og stykkerne. Bare husk at der skal anvendes mere æggehvide til kransekagestykkerne.

    Kom sukker og æggehvide i en skål, bland det godt sammen og lad det stå i ca. 1 time.
    Tilsæt marcipanen og ælt det hele godt sammen, der må IKKE være nogle klumper.
    På billedet herunder ser du hvordan massen ser ud, når du laver hjertet.

    Du kan med fordel blande din kransekagemasse dagen før den skal bruges. På den måde er det meste sukker opløst og vil derfor ikke knase i den færdigbagte kransekage.
    Du kan opbevare din kransekagemasse i køleskabet i op til to uger.

    Kransekage hjerte

    Del dejen i fire lige store dele og rul dem ud i 28-30 cm lange pølser. Med din håndflade trykkes pølsen trekantet/dråbeformet i en 45˚ vinkel. Stil trekanten op og form hjerterne ved at krumme den flade side (den der var ned mod bordpladen) ind mod sig selv. Form hjerterne ved at samle to trekantede pølser. Du kan lime enderne sammen med lidt æggehvide, og efterfølgende give dem et lille klem. For at hjerterne bliver ens kan du tegne en skabelon på et stykke bagepapir og samle hjerterne ovenpå.
    Med bagsiden af en bageplade trykkes toppen forsigtigt lidt flade, så er de nemmere at stable bagefter.

    Bag din kransekage ved 220˚C i ca. 10 min til de er lysebrune. Brug dobbeltplade hvis der er meget undervarme i ovnen.

    Kransekagestykker

    Den bløde kransekagemasse kommes i en sprøjtepose med en stjerne- eller swirltyl. Sprøjt massen ud i små ”swirls” og pynt med cocktailbær eller nødder. 
    De skal bages på samme måde som hjertet. 

    Sprøjteglasur
    Bland flormelis og æggehvide i sådan et forhold, at der dannes små toppe i glasuren når du pisker. Dæk glasuren til med et vådt klæde, når du ikke bruger af det. Kom glasuren i en cornette/kræmmerhus og sprøjt glasuren på din kolde kransekage.

    TIP: Når du stabler kransekagen, som fx i en top til nytår, så sprøjt glasur på den nederste ring først. Kom et tyndt lag glasur ovenpå toppen (bare en tynd glasur streg) inden du forsigtigt kommer næste ring ovenpå. Den næste ring skal først sprøjtes med glasur nu. På den måde undgår du at ødelægge glasuren ved at fumle for meget rundt med ringene.

    Fyld kransekage hjertet op med kransekage stykker, fyldte chokolader, chokolade overtrukne jordbær eller hvad du har lyst til.

    Godt nytår

    Ønskes du af Christina & Detvier !

    I aften er det juleaften… Der er længe, længe til…

    Vi husker nok alle, hvor svært det var at få tiden til at gå juleaftensdag. For mens tiden for de voksne flyver afsted, kan sådan en dag virke umenneskelig lang hvad enten man er 3… 5 eller 9 år gammel.

    For at skabe julefred i de små hjem, giver vi her vores 5 bedste bud på aktiviteter, som kan forkorte ventetiden hos de mindste og samtidig skaffe dig ro i køkkenet.

    “Hvor gemmer nissen sig” ?

    – En juleversion af tampen brænder

    En leg for både store og små.

    • Find en nisse og lad én af deltagerne gemme den et sted i hjemmet, men resten af deltagerne holder øjnene lukkede.
    • Nu gælder det så om at finde nissen. Jo tættere deltagerne kommer på, jo mere brænder tampen og jo længere væk man kommer jo koldere bliver den.
    • Fortæl hvor højt eller lavt genstanden er gemt ved råbe “Fugl”, eller “Midt imellem” eller “Fisk”.
    • Den som finder nissen, får lv til at gemme den næste gang.

    “Juleoptræden”

    – En rigtig tidsrøver

    Foreslå børnene at de øver én eller to julesange, som laver deres egen dans til og lad dem optræde med det foran resten af gæsterne.

    Det er et garanteret hit, som de kan få timer til at gå med.

    “Selfie konkurrence”

    – For alle med mobiltelefon

    Konkurrer om hvem der kan tage flest selfies med forskellige ansigtsudtryk.

    “Nullermands samling”

    – Fordi det bare er skægt

    Giv alle børn et syltetøjsglas og lad dem lede i hele huset efter nullermænd. Den som finder flest vinder.

    “Rul en snemand”

    – Hyggeligt julespil

    • Print spillepladen ud og find en terning, en blyant og et stykke papir frem til alle deltagere.
    • Alle deltagere skiftes til at slå med terningen og herefter tegne den del af snemanden, som spillepladen henviser til. Slår man et slag, som man tidligere har slået, går turen videre til næste spiller. Vinderen er den spiller, som først får tegnet hele snemanden.
    • Vil I gøre spillet længere, kan I tage en 2. runde, hvor snemanden skal farvelægges. Her giver i hver del en farve og reglerne er herefter det samme. Den der først har farvelagt snemanden har vundet.

    Brev fra julemanden – Du kan lige akkurat nå det!

    Din Kurv