Jeg hedder Stine og jeg elsker at bage kager og især at pynte dem. For mig betyder det meget, at pynt og smag passer sammen. Jeg er normalt ikke til pynt og alt for meget glimmer, men når det kommer til kager, kan jeg nærmest ikke få nok. Desuden er jeg helt pjattet med spiselige blomster og særligt dem, jeg kan finde på min gåtur med hunden eller i haven. Her har jeg samlet lidt af mine favoritopskrifter på kagepynt.
God fornøjelse.
SMØRCREME
Smørcreme er let at arbejde med og giver flotte resultater som kagepynt.
Opskrift på smørcreme, hvor der er nok til opsmøring af en kage og pynt på toppen:
- 250 G BLØDT SMØR
- 750 G FLORMELIS
- ½-1 DL LUN MÆLK
- EVT. SMAG OG FARVE
Rør smør og flormelis sammen så godt, det nu kan lade sig gøre. Tilsæt derefter lun mælk lidt ad gangen og rør med en ske. Jeg pisker aldrig smørcremen, da den let skiller. Tilsæt til sidst smag (revet citronskal, citronsaft, vanille eller smagsaroma) og evt. farve.
OPSMØRING AF KAGE
Når du skal smøre en kage op, er det en god ide at have haft den i fryseren ½-1 time inden, så der ikke blandes krummer og mousse i smørcremen. Cremen smøres på ved at starte på toppen og derefter smøre siderne med en kagespartel. Smør et tyndt lag på og sæt derefter kagen i fryseren i ca. tyve minutter. Nu kan kagen smøres pænt op ved at gentage opsmøringen.
ROSER AF SMØRCREME
Nu skal du i gang med roser af smørcreme. Det kan være en god ide at lave roserne på et stykke bagepapir, som derefter kommer i fryseren til roserne er hårde – så kan man vælge de pæneste roser og forsigtigt sætte dem på kagen. Smørcremen kommes i en sprøjtepose med en stjernetyl. Start i midten og sprøjt rundt til rosen er som ønsket. Du kan evt. lave en stribe af farvet smørcreme i den ene side af sprøjteposen for at få farvet effekt på roserne.
Ud over roser kan du lave små toppe ved at sprøjte lige ned og løfte tyllen op.
CHOKOLADEGANACHE MED DRIPPING
Det giver en flot effekt at lade chokoladeganache løbe ned ad kagens sider.
Opskrift på chokoladeganache
- 200 G CHOKOLADE (HVID, MÆLK ELLER MØRK)
- 1 DL PISKEFLØDE
Fløden varmes til kogepunktet og hældes over den hakkede chokolade. Rør i midten med en dejskraber til ganachen er samlet og skinnende. Lad herefter ganachen køle ned, så den er tyk, men stadig flydende. Det er vigtigt, at den er ved at størkne en smule, da den ellers vil løbe for meget, når den kommer på kagen. Når ganachen er klar, hældes den i en sprøjtepose med et lille hul. Nu kan du lave dripping effekt ved at lade ganachen løbe ned ad siderne hele vejen rundt. Herefter sprøjtes ganache på kagens top og smøres ud med en kagespartel.
MARMORERET MARCIPANBÅND
Du kan lave en flot effekt på alle slags kager ved at give dem et marmoreret marcipanbånd rundt om.
Opskrift på marmoreret marcipan
- 250 G MARCIPAN
- 130 G FLORMELIS
- 50 G GLUKOSESIRUP
- PASTA- ELLER FRUGTFARVE
Bland ingredienserne godt sammen. Del derefter marcipanen i en stor og en eller to små klumper. Den store klump forbliver hvid mens den lille eller de mindre farves med pasta- eller frugtfarve. Det giver et fint udtryk, hvis farverne matcher kagens smag og indhold. Rul derefter den store del i tre lige store stænger. Den farvede marcipan rulles og deles i mindre stænger (længde mellem 5-10 cm) og placeres mellem de hvide stænger. Tryk derefter marcipanstængerne sammen, så de samles til en stor stang, som rulles. Fold enderne sammen og sno marcipanen nogle gange, før den rulles igen. Dette gentages tre gange, hvorefter marcipanen er klar til at blive rullet ud som et bånd. Mål højde og længde på kagen og skær marcipanen til. Det ser fint ud, hvis båndet er et par millimeter højere end kagen. Det kan være en fordel, at kagen er smurt let med flødeskum eller smørcreme. Herefter kan du forsigtigt løfte båndet op og rundt om kagen og trykke det let.
Pynt herefter kagen med bær, spiselige blomster, roser og toppe af smørcreme og små sukkerperler.
Rigtig god fornøjelse
Stine